”Kære Hr Saxl. De må ikke tage anstød af, at jeg tillader dem at forstyrre dem med mit alvorlige anliggende. Vores bekendtskab er kun kort” Sådan begynder et brev skrevet i 1935 af den tysk-jødiske forsker og forfatter Eric Auerbach. Han og hans familie havde klaret sig igennem de første par år efter Hitlers magtovertagelse, under nazismen, men han følte sig nu nødsaget til at bede andre om hjælp til at komme ud af sit hjemland, ud af Tyskland. ”Jeg er nødt til at forsøge at finde ud af - hvor svært det end er - om der er noget jeg kan bruges til i udlandet”. Og Auerbach slutter sit brev af med igen at undskylde sin henvendelse.
De mange flygtninge i denne tid gør stor indtryk på os. Overvældende er det at se så mange må forlade hus og hjem, og gribende at se og at forestille sig, hvordan det må være at vinke farvel til forældre og ægtefælle og børn – sådan som vi har set det ske den sidste måned nu under krigen i Ukraine.
Og så samtidigt kan et sådant enkelt og nu gammelt brev understrege dybden af hvad det vil sige at måtte søge mod et andet sted, ja at måtte forlade sit land. Det bare at skulle skrive et sådant brev og bede andre om hjælp er i sig selv ikke let, kan man tydeligvis læse af Auerbachs brev. Vi vil gerne kunne klare os selv. Men vi vil også gerne sikre vores familie og endelig mærker man også uvisheden over at måtte slippe sit eget hjem og usikkerheden over, om man mon kan bruges et andet sted og finde et liv der.
Auerbach og hans familie kom ud af Tyskland, fik ophold og arbejde i Istanbul i Tyrkiet hvor han skrev et af litteraturhistoriens hovedværker i det tyvende århundrede.
Evangeliet til skærtorsdag er fortællingen om Jesus, der vasker sine disciples fødder. Disciplen Peter synes det er helt forkert. Jesus er jo deres mester, mens de er disciplene, eleverne. Men Jesus insisterer og ud af dialogen med Peter følger pointen, at Jesus med sin handling har givet disciplene et forbillede. ”I skal gøre, som jeg har gjort mod jer”, siger Jesus. ”Som jeg har vasket jeres fødder, skal i også vaske hinandens fødder”. Det handler her om mere end fodvaskning. Det handler om en livsindstilling og forståelse af, hvad vi som mennesker er sat til at gøre. Hvem du end er og hvilken position, du end har i samfundet, så er du og vi sat til at tjene hinanden og se til hinanden.
Det er ikke nødvendigvis nemt at tage imod hjælp eller at bede om hjælp, sådan som det frem så tydeligt af Auerbachs brev i 1935. Og det er heller ikke altid nemt at vide, hvornår man skal række ud og lad være. Vi vil jo gerne respektere hinandens urørlighedszone, men at vi har noget for med hinanden og er forpligtet på hinanden, det står helt klart med Jesu handling i dag. Se til din næste!
Gud hjælpe os deri.
Jesus Kristus
Du bøjer dig ned
Og vasker dine disciples fødder.
Samme aften fornyr du den pagt
Som din far har indgået med sit folk.
Du giver os del i dig selv,
Dit eget legeme og blod.
Tak fordi du så tydeligt viser os din kærlighed
Og hvad du vil med os.
Du har sat os i verden
For at vi skal tjene hinanden.
Hjælp os til at det sker
Så vi sammen kan vandre ud i de levendes land
Du som er fra evighed til evighed.
Amen