Direkte til indholdet
Gå til forsiden

Nyhedsarkiv

 

Nyhedsliste

Prædikener

Nytårsdag

Fader vor,
Du som er i himlen,
Dit ord er blevet kød og blod
Og din Ånd blæser frisk ind over det nye år.
Vores tid er kort.
Vores liv er kun som et øjeblik for dig,
Men du fortæller os at vi er andet og mere end støv,
Og at vi ikke vokser for at visne.
Du ved vi trænger til både brød og godhed.
Derfor beder vi dig:
Løft vores hoveder og åbn vores øjne
Så vi ser vores skrøbelige liv
I yset af din velsignelse og din nådige dom.
Forvandl vores tavshed til bøn,
Og styrk vores hænders værk.
Led os ikke i fristelse
Og fri os fra det onde,
Du som er fra evighed til evighed.

Jeg ved ikke, om du har givet dig selv et nytårsløfte. F.eks. du vil stoppe med smøgerne og leve et sundere liv, spise mindre slik og fedt. Eller om du har sat dig for i det nye år at søge en bedre `work-life balance´ og dyrke mere motion.

Uanset hvilke mål, du har sat dig for selv og uanset din evne til at holde dine løfter, så forekommer det godt at lytte til evangeliet i dag her på årets første dag:

Jesus taler her om det at bede, siger til sine tilhørere: ”I skal bede således” og derpå følger Fader Vor

På årets første dag bliver vi i evangelielæsningen mindet om bønnen Fader Vor. 

¤

I bønnen og i det at bede ligger en befriende vendthed mod andet end en selv. Vi mennesker ser oftest alt ud fra vores eget perspektiv og tænker let, at vi skal magte alting selv, men i bønnen til Gud ligger underforstået den præmis, at centrum ikke er mig selv.

Jesus slår derfor også i dagens evangelium så hårdt ned på dem, der gør sig til af egen fromhed. Når jeg gør mig til af egen fromhed, bliver bønnen jo mere et spørgsmål om mig selv end om den Gud, jeg retter min bøn til.

Bøn er at se væk fra sig selv, hvad dog ikke er det samme som at se bort fra sig selv:

Vi beder i Fader vor om daglig brød, forladelse af vores synder, om ikke at blive ledt ind i fristelse og om at blive befriet fra det onde.

Det handler om vores liv og liv med hinanden her i verden. Men der ligger samtidig den indrømmelse i bønnen, at jeg hverken fuldt eller helt selv magter tilværelsen og er livets herre.

Jeg har og får i livet brug for hjælp. Jeg skylder Gud tak for den gave, livet og min næste er. Og det er Gud, som giver mig håb. Et håb, som også bliver næret, når vi i Fader vor beder: ”komme dit rige”.

¤

Nytårsløfter giver for så vidt god mening, idet de skærper vores blik for det, vi gerne vil gøre bedre i det nye år. Så held og lykke med dem!

På samme måde med de nytårsønsker, vi hver især kan udtrykke for året der kommer.

Jeg håber og ønsker virkelig, at coronaen endelig må mindske sit tage i verden i det nye år, at vi må slippe af med denne epidemi. Og jeg håber på større og mere fred i verden, at troen, håbet og kærligheden må blomstre i verden.

Men det er ikke gjort med mine egne nytårsløfter og nok så smukke og velmenende nytårsønsker. Og her er der både hjælp, trøst og håb i bønnen, i Fader Vor.

For så vidt denne bøn netop tydeliggør, at verden har brug for andet og mere end menneskets egen magt, og den lærer os, ja rodfæster os i tilliden til Guds godhed og vilje til at komme os i møde med sit rige.

Det ske i Jesu navn.

Glædelig nytår.

 
Tønder provsti, Nørregade 31, st. tv., 6270 Tønder. Tlf. 74 78 24 23, Email: toender.provsti(a)km.dk