Domkirken var fyldt til sidste plads, og på Domkirkepladsen fulgte mennesker med via storskærm. Fejringen samlede alle danske biskopper, flere nordiske og tyske biskopper samt repræsentanter fra andre kirkesamfund.
Procession gennem en festpyntet by
Optakten til festgudstjenesten begyndte i Ribe Stifts bispehave, hvor præster og menighedsrådsformænd fra hele Ribe Stift samledes til en procession på næsten 100 deltagere. Optoget bevægede sig gennem Ribes gader, der var smykket med dannebrog til lejligheden, før det nåede frem til domkirken. Processionen blev et stærkt symbol på både kirkelig og folkelig opbakning til jubilæet.
Musikalsk fylde og fællessang
Gudstjenesten åbnede med Grundtvigs ”Den signede dag”, hvor fællessangen løftede sig så kraftigt, at den overdøvede domkirkens store orgel. Musikken spændte fra klassiske pinsesalmer til nye salmer fra det netop udkomne salmebogstillæg og nykomponerede værker med tekst af Troels Pedersen og musik af Jonas Hunt.
Ribe Domkirkes Pigekor, Ribe Ungdomskor og Ribe Kammerkor medvirkede, ledsaget af messingkvintetten North Atlantic Brass, der også spillede fra domkirkens tårn, mens menigheden forlod kirken.
Bred kirkelig deltagelse
De danske biskopper deltog i festgudstjenesten sammen med flere nordiske og tyske biskopper, som var en særlig glæde fordi Ansgar festen for 100 års siden blev fejret nationalt adskilt.
Læsningerne blev foretaget af biskopperne som repræsenterede Ansgars byer
Biskop Nora Steen, Slesvig
Biskop Kirsten Fehrs, Hamborg og rådsformand for den Evangeliske Kirke i Tyskland
Biskop Marianne Christiansen, Haderslev Stift og Dansk kirke i Sydslesvig
Prædikenen blev holdt af biskop Elof Westergaard, mens altergangen blev forestået af domprovst Morten Fester Thaysen med 7 alterstationer også en på Domkirkepladsen. Domorganist Torben Krebs og domkantor Jonas Hunt stod for den musikalske ledelse.
Biskop Elof Westergaards prædiken
I sin prædiken tog biskop Elof Westergaard udgangspunkt i Ansgars liv som en tid præget af drømme og visioner. Han mindede om, at disse ikke var udtryk for fantasi eller selvbedrag, men for Guds ånd, der satte Ansgar i bevægelse og sendte ham mod Norden. Visionerne var – som Westergaard understregede – ikke Ansgars egne kræfter, men noget, der “kom til ham og greb ham”.
Biskoppen knyttede dette til vores egen tid og spurgte, hvilke visioner der kalder på os i dag. Han advarede mod en samtid, der er så optaget af kontrol, sikkerhed og forudsigelighed, at vi mister evnen til at lade os berøre af det uventede. Han fremhævede, at det uforudsigelige ikke kun er noget, vi skal beskytte os imod, men noget, der kan forme og skabe nyt i os.
Westergaard pegede på pinsens vision om mangfoldighed: at evangeliet lyder på alle sprog, og at forskellighed ikke er en trussel, men en rigdom. De mange folkeslag i Apostlenes Gerninger blev for ham et billede på kristendommens universalitet – en påmindelse om, at kirken ikke må indsnævres til national selvoptagethed eller identitetspolitik.
Afslutningsvis talte han om værdien af “omveje” i livet – de processer, der ikke kan hastes igennem, men som former os. Han mindede om, at vi ikke er overladt til os selv, men lever under løftet om, at Gud skriver sin lov i menneskers hjerter og sender sin ånd som vejleder og trøster. Pfingsten, sagde han, er Guds nærvær, der åbner for nye begyndelser og nye veje.
En markering af historisk betydning – en hundredårs begivenhed!
Med sin centrale rolle i kristendommens tidligste historie i Norden var Ribe Domkirke det naturlige sted for den nationale fejring af Ansgars 1200‑års jubilæum, som det også fandt sted i 1926 og 1826. Dagens festgudstjeneste blev en markering, der forbandt historie, tro og fællesskab – og som vil blive husket som et højdepunkt i jubilæumsåret.
Festgudstjenesten blev også afslutningen på et vellykket Folkemøde i Ribe, hvor alle de programsatte 150 arrangementer blev besøgt af mange mennesker, som delte en glæde ved at blive klogere på vores fælles historie, nutid og fremtid.