Direkte til indholdet
Gå til forsiden

Nyhedsarkiv

 

Nyhedsliste

Øvrige nyheder

Når vi skaber sammen: Stiftsmøde samlede Ribe Stift

Omkring 250 menighedsrådsmedlemmer var torsdag den 1. oktober samlet til årets Stiftsmøde i Ribe

Under temaet Kreativitet og skaberkraft i Ribe Stift blev der sat fokus på, hvordan fællesskab, samarbejde og nye idéer kan være med til at forme folkekirkens liv lokalt. Dagen blev rundet af med den traditionsrige Landemodegudstjeneste i Ribe Domkirke.

 

En eftermiddag med fællesskab, inspiration og gode samtaler

Allerede inden det officielle program gik i gang, var der liv på stiftsmødet. Rundt omkring i blev der snakket, hilst på kendte ansigter og udvekslet erfaringer på tværs af sogne og provstier. De mange boder fra blandt andre RAMS og forskellige forlag gav mulighed for at gå på opdagelse i bøger, materialer og nye idéer – og ved Folkehuset Kvaglunds kaffebar var der hurtigt lang kø efter en kop skoldhed cafe latte.

Stiftsrådets formand, Karen Vendler, bød velkommen til de mange deltagere, inden eftermiddagens program blev indledt med fællessang.

Og netop fællesskabet blev en rød tråd gennem eftermiddagen. For selv om kreativitet ofte forbindes med det enkelte menneske og den gode idé, var dagens fokus i høj grad på, hvad der kan ske, når vi skaber sammen.

 

Tre fortællinger om skaberkraft i praksis

Hvordan ser kreativitet og skaberkraft egentlig ud, når den bliver omsat til virkelighed i kirken?

Det gav tre korte fortællinger fra Fremtidens Fundament nogle konkrete bud på.

Helga Jørgensen, formand for Ubjerg Menighedsråd, fortalte om biskoppens besøg i sommer, hvor han som en del af sin sommertur besøgte nogle af stiftets middelalderkirker. I Ubjerg blev besøget også en anledning til at fortælle om kirkens særlige placering i grænselandet – og om betydningen af at inddrage både den danske og den tyske del af sognets historie og virkelighed.

Domprovst Morten Thaysen tog deltagerne med ud på kirkegården. Kirkegårdene er mere end steder, hvor vi begraver vores døde. Domprovstiet mødtes med graverne, for som Morten Thaysen forklarede; Det er dem, der ved mest om deres kirkegårde. De er små kunstnere, sjæleforsørgere og lokale historikere og har ofte en uvurderlig viden. Og herefter inviterede menighedsrådene til møde med dialog om, hvad det betyder, at vi har en kirkegård i et sogn – og hvad kirkegården kan være for et sted.

Den tredje fortælling kom fra sognepræst Susanne Østbjerg Kargo, sognepræst i Vorbasse, som fortalte om ønsket om at blive bedre til at fortælle den gode historie om det lokale kirkeliv og om at være stolt af at være en del af Grene Provsti.

Menighedsrådet stod over for at skulle lave ny vision og en ide tog form: Kunne man lave en temadags-skabelon for hvordan sådan en dag kunne se ud, og dele den med andre interesserede menighedsråd? 

De tre fortællinger var forskellige, men havde noget vigtigt til fælles: Skaberkraft opstår ikke nødvendigvis alene. Den opstår, når mennesker mødes, deler erfaringer og tør prøve noget af.

 

Kreativitet er noget, vi skaber sammen

Fra de konkrete fortællinger fra stiftets sogne blev blikket derefter løftet. For hvordan skaber vi egentlig sammen – og hvad skal der til, hvis kreativitet skal blive mere end gode idéer? 

Det satte professor, ph.d. og cand.psych. Lene Tanggaard fokus på i sit oplæg om kollektiv kreativitet.

For kreativitet er ikke kun et spørgsmål om det enkelte menneskes evne til at få idéer. Tanggaard pegede på, at vi i stigende grad har brug for at kunne skabe løsninger sammen – på tværs af forskelle og fagligheder.

”Vi skal kunne leve sammen på tværs af forskelle og organisere os klogt for at løse nogle af de store udfordringer, som står foran os.”

Det perspektiv er også relevant lokalt ude i sognene, hvor præster, menighedsråd og ansatte er afhængige af hinanden for at få kirkelivet til at fungere.

Kreativitet handler derfor ikke kun om at tænke nyt. Det handler også om at kunne lytte, samarbejde og give plads til hinandens perspektiver.

 

En dag, hvor hele stiftet mødes

Og måske var Stiftsmødet i sig selv et godt eksempel på netop dette.

For én dag om året samles mennesker fra hele Ribe Stift – fra de nordligste sogne til de sydligste – for at være sammen om det lokale, dele erfaringer og blive inspireret.

Efter Stiftsmødet fortsatte dagen med den traditionsrige Landemodegudstjeneste i Ribe Domkirke. Omkring 50 præster deltog i processionen, mens biskop Elof Westergaard stod for prædiken. Ribe Kammerkor under ledelse af domkantor Jonas Hunt Nørgaard stod for musikken.

 

Læs biskoppens prædiken her. 

Tak for en inspirerende dag til alle jer, der var med til at gøre årets Stiftsmøde og Landemodegudstjeneste til noget særligt.

Vi ses til næste års Stiftsmøde den 7. oktober 2027.

 
Korsbrødregade 7 - 6760 Ribe - Tlf. 75421800 - CVR. 57244615 - EAN-NR: 5798000818743 - kmrib(a)km·dk