Direkte til indholdet
Gå til forsiden

Nyhedsarkiv

 

Nyhedsliste

Prædikener

Biskoppen prædiker

9. søndag efter trinitatis

Jesus opmuntrer os i lignelsen i dag til at holde ud og holde ved.

Det skal vi i tillid til Gud. Og i troen på ham næres samtidig vores håb.

Billede af præst til nadver

Jesus opmuntrer os i lignelsen i dag til at holde ud og holde ved. Det skal vi i tillid til Gud. Og i troen på ham næres samtidig vores håb. 

 

¤

 

Jesu lignelse er kort og enkel. Personerne er to: en dommer og en enke.

Dommeren er kendt for, hverken at frygte Gud eller andre mennesker. Hans ry er ikke godt. Han er både hensynsløs og gudløs.

Enken hun har en sag, hun gerne vil føre frem. Hun vil have dommerens hjælp i forhold til en modpart. Hun er vedholdende, render dommeren på døren. Tager ikke et nej for nej, men hun bliver ved med at opsøge ham med sit ærinde. Igen og igen.

Til sidst føjer dommeren hende. Han tænker: ”Jeg må hellere hjælpe hende, for ellers bliver hun bare ved. Hun er jo så forfærdelig påtrængende. Til sidst kan hun måske ligefrem finde på at overfalde mig, slå mig i ansigtet, hvis jeg ikke føjer hende”.

Længere er selve lignelsens billede ikke. Jesus slutter så fra de to, dommeren og enken, til forholdet mellem Gud og menneske: Når en gudløs dommer føjer og skaffer en vedholdende, anmassende og irriterende enke sin ret, så lev i tillid til, at Gud vil høre vi på mennesker, som han kalder sine børn, høre vores bønner.

 

¤

Jesu lignelse om dommeren og enken er således en lignelse, hvor Jesus vil at vi skal slutte fra det mindre til det større.

Ligesom når Jesus i Bjergprædiken vil, at vi skal se til himlens fugle og markens liljer, og deraf lade vores ubekymrethed vokse. Se, til himlens fugle og markens lilje! Når fuglene, så frimodigt kan flyve og synge deres sange, så skal vi også båret af tilliden til Gud, hans kærlighed og nåde, leve vores liv og ubekymret gå dagen i morgen i møde.

 

¤

 

Dommeren og enken er således ikke billede på nogen andre end dem selv. De er heller ikke symboler på hverken det ene eller det andet. De er sig selv, en selvtilstrækkelig dommer og en irriterende, anmassende enke, men i det, som sker mellem dem, bliver de så samtidig til inspiration for os.

Jesus trækker enkens handling frem for at tilskynde os til at holde ved. Og han bruger hende som eksempel til at opmuntre os til aldrig at give op for tidligt. Går livet dig imod, føler du dig sårbar og har du brug for hjælp, så ret din bøn til Gud og søg din næste. Der er nogen derude, ude i verden, og i himlen. Du er ikke bare dig selv.

 

¤

 

Og til sidst, når Jesus kan trække denne ugudelige dommer og denne irriterende enke frem som eksempel, så skal vi også turde håbe og tro, at vi kan bruges og gøre gavn.

I Jesu navn. Amen

 

 

 
Tønder Provsti, Nørregade 31, st. tv., 6270 Tønder. Tlf. 23 66 70 70, Email: toender.provsti(a)km.dk
CVR nr.: 21268771 - EAN nr.: 5798000855519