Direkte til indholdet
Gå til forsiden

Nyhedsarkiv

 

Nyhedsliste

Prædikener

4. søndag efter trinitatis

Rådene i de bibelske læsninger til denne søndag er mange

Billede af prædiken i Ribe Domkirke

Rådene i de bibelske læsninger til denne søndag er mange:

Du skal lade noget blive tilbage til de fattige, når du høster din jord, såvel oliven som korn, hører vi i læsningen fra Femte Mosebog.

Du må ikke bringe din bror til fald, skriver Paulus i sit brev til romerne.

Og Jesus selv byder os at elske vores fjender. Det er ikke nok kun at have øje for ens egen familie.

Fælles for disse formaninger er det kald, som er menneskets.

Er vi optaget af os selv og af at skabe rum omkring os selv, så bliver fordringen til os her gjort større. Det er ikke nok at være optaget af sig selv og sin egen familie. Det er ikke tilstrækkeligt at sikre sig selv et udkomme og ribbe jorden for ressourcer og værdier, som er vi den sidste generation. Det dur ikke. Heller ikke at lade frygten for, hvad jeg kan miste, være det styrende for ens tilværelse. Det er ikke gjort med at sætte hegn om det, vi kalder vores eget.

¤

Guds kærlighed kalder os netop til at have øje for andre.

Barmhjertighed, godhed og retfærdighed er ikke kun forbeholdt Gud.

Mennesket er skabt i Guds billede, og er Guds væsen kærlighed og det ikke at søge sit eget, så er det også, hvad vi skal gøre.

Uagtet al vores middelmådighed, uagtet alle vores fejl og mangler, uagtet vores ofte tåbelige selvcentrerede adfærd, så er vi forpligtet på at hjælpe og værne om vores næste.

¤

Et er, at det skal vi, fordi Gud kalder os til det. Men det skal vi så netop også fordi, vi er udfriet. I læsningen fra 5. Mosebog lød det:

”Husk du var træl i Ægypten og at du blev udfriet derfra”. Moses refererer her til beretningen om israelitternes udfrielse fra Ægypten anført af Moses og Aron. Men der ligger mere end en mytisk reference i disse ord.

Hør disse ord, som ord på tværs af alle tider! Vi lever nu efter Jesu død og hans opstandelse, efter langfredag og påskemorgen. Vi lever efter pinsedag, hvor Gud sendte sin Helligånd; den Ånd, som bærer håbet, livet, troen og kærligheden frem.

Vi lever her ved årets zenit, i begyndelsen af trinitatistiden med de lyse nætter, med al håb givet. Så lev ud af den frihed, vi givet! En frihed, hvor vi ikke længere behøver at fokusere på os selv, men kan være åbne overfor andre.

I Jesu navn. Amen

 

 
Tønder Provsti, Nørregade 31, st. tv., 6270 Tønder. Tlf. 23 66 70 70, Email: toender.provsti(a)km.dk
CVR nr.: 21268771 - EAN nr.: 5798000855519