Gud, Fader, Søn og Helligånd
du som er i himlen og på jorden.
Du søger efter det tabte, finder det
og gør vores liv nyt.
Tak for det håb du vækker i os.
Det kan få selv ængstelige læber
til at synge af glæde.
Vi beder dig:
Bøj dig ned, når vi står alene.
Ræk dine hænder ind i i mørket
og ned i de afgrundsdybe kløfter.
Løft os op og bær os på dine skuldre,
og styrk vores tillid til,at vi er på vej hjem til din fest og glæde,du som er fra evighed til evighed. Amen
Jesus spiste sammen med alle slags mennesker. Det blev der set på med en vis skepsis på, ikke mindst blandt de lovlærde og fromme. Jesus ser deres mishag, sanser deres hvisken i krogene, og han fortæller derfor nogle af sine lignelser. I dag hører vi ham således fortælle om en hyrde, der som det naturligste i verden går ud og leder efter et får, der er blevet væk. Og hyrderne glæder sig, da han finder det og inviterer andre ind til at dele sin glæde.
¤
Der er mange får her på Ribeegnen, og det er herligt at se, hvordan de små lam springe på markerne ude ved Kammerslusen. Det er virkelig en glæde. Jeg ved ingenting om, hvordan de passes. En hyrde i gammeldags forstand har jeg set ikke set. Men de ser ud til at have det godt derude.
¤
Når Jesus spørger: ”Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?”
Det er jeg ikke sikker på vil ske i dag. Den måde, vi producerer på, uanset hvad, har formodentlig indregnet et vist produktionstab. Indenfor stort set alle områder i dag opereres der med et vis spild. Og det uanset, hvor omsorgsfuld man er.
Så det billede, Jesus slår an, passer næppe helt til virkeligheden.
¤
Alligevel er der noget stærkt og bevægende i billedet af hyrden, der finder lammet, lægger det op på sine skuldre, og glad bærer det hjem. Og det at han hjemme igen kalder venner og familie sammen for at fejre, at han fandt lammet. Hans handlinger udtrykker en ægte glæde, en ærlig omsorg, en tagen vare på, som vi uanset, hvordan vi indretter vores samfund og produktion, aldrig må glemme. Og da slet ikke, når vi har med noget levende at gøre. Nok har mennesket både magt og muligheder, men vi er dog fælles om at være skabninger på jord, levende væsener skabt af den gode Gud.
¤
Og det er det, vi skal huske også når det gælder andre mennesker, uanset hvem de er. Hvor vækker det dog glæde, når nogen rækker ud efter os, ser til os ligesom det kan frustrere og gøre trist, når vi ikke kan komme i kontakt med hinanden og oplever ikke at blive ænset.
Pointen i Jesu lignelse er egentlig så enkel. Når vi som farisæerne og de skriftkloge peger fingre af andre og kategoriserer dem og på mere eller mindre sofistikeret måde dømmer dem ude og taler om dem, som det dårlige selskab, så er vi på afveje og glemmer, at der under Guds sol er mere vi mennesker deler eller det, som skiller os af.
Så drop din selvgodhed og dømmesyge. Vågn op og glæd dig over, at Gud ser til alle – det er når alt kommer til alt – netop også håbet for dig og mig.
Amen