Tre personer træder med al tydelighed frem af Jesu lignelse i dag:
Det er sønnen, som får sin arv, rejser væk, formøbler den og vender hjem igen.
Der er den ældre bror, som bliver hjemme, passer gården, og har svært ved at glæde sig over al den ståhej, der bliver, da hans bror kommer tilbage. Han står så forknyt udenfor festen, ude på marken.
Endelig som den tredje de to brødres far. Han giver på foranledning glad og gerne den yngste søn den del af arven, som skal tilkomme ham. Han træder siden frem og modtager den fallerede og hjemkomne søn med åbne arme. Og han er den, der under festen for den hjemvendte søn, går ud til den ældste søn for også at få ham med til festen. Han vil vende dennes vrede og følelse af at være forurettet til en glæde over brorens hjemkomst.
¤
De to sønners adfærd er såre menneskelige, og hvor er de dog genkendelige, de to på godt og ondt. De er som spejle holdt op for én selv:
Den yngste søn har udlængsel og søger frihed og selvbestemmelse. Han vil leve selv og helst glemme, at alt, hvad han tager med, er noget, han har arvet. Han bruger bare løs, lever det lette liv, så længe det varer. Han formøbler det hele. Det moderne menneskes frihedslængsel og selvoptagethed træder her frem i en og samme figur. Det bekymringsløse liv og det hensynsløse forbrug, som om man er den sidste generation på denne jord.
Den anden og ældre bror sammenligner sig med sin yngre bror, og han føler sig snydt. Har han ikke arbejdet, mens den anden har soldet alting op? Har den yngre bror ikke fået sin lod og del, og han kan således ikke tilkomme mere. Den ældre bror lever i den måle-veje verden, som gør alt i tilværelsen småt. Han tynges af sammenligningernes helvede og misundelsens åg. Han er så uhyre genkendelig, repræsenterer noget alment menneskeligt, som vi bevidst eller ubevidst havner i hver især, igen og igen.
¤
Afslører de to brødre os som tilhørere, spejler blandt andet den vrede og misundelse, som så let tændes i et menneske, så er det anderledes med drengenes far. Han er en gave til os, idet han åbner for andre og rigere perspektiver.
Generøst giver denne far sin yngste søn den del af arven, som skal tilkomme ham. Han sidder ikke på nakken af sønnen, spørger ham ikke om, hvad han skal bruge arven til. Han tilkender sønnen, at han er en arving med frihed til at leve sit liv. Han lader ham rejse afsted. Han møder grundlæggende sin yngste søn med tillid og respekt.
Og da den yngste søn står der hjemvendt i solen igen, er tomhændet vendt tilbage, vælder glæden spontant frem i denne far. Han løber den hjemvendte søn i møde og vil fejre genkomsten ved at holde fest. Denne fars kærlighed er uforbeholden. Han glæder sig sådan over, at den søn, han på sorte dag troede død, er i live og nu er vendt tilbage.
Og denne fars kærlighed stopper ikke her. For da den ældre søn trækker sig fra festen for den hjemkomne, så går faren ud til ham, og vil ikke lade ham stå i sin vrede. Han minder ham om det væsentlige, nemlig glæden over, at den søn, den bror, som de troede død og borte, nu er vendt hjem igen.
¤
Afspejler de to sønner i lignelsen menneskets gøren og laden, så viser faren os således, at vi er arvinger. Alt mit er dit, siger faren til den ældre søn; dvs. mennesket er ikke historieløst. Vi er givet meget og har noget, vi skal forvalte.
Faren viser så samtidigt med sin imødekommenhed overfor begge sine sønner eksempler på kærlighedens magt.
Jesu lignelse er en invitation ind til denne fest og ind i dette rige.
Amen