Jesus siger: ”I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde.”
¤
Uddraget i dag fra Jesu afskedstale til sine disciple rummer disse ord om gråd, klage, sorg og glæde. Her tales der om vi menneskers liv og om håbet.
Scenen er Jesu kommende afsked. Jesus ved, at han snart skal dø og vil forberede sine disciple på det kommende. Derfor taler han til dem, vil give dem ord med på vejen.
Vi, som hører Jesu ord i dag i 2025, hører imidlertid hans ord på bagkant af påsken, af hans opstandelse, og dermed i lyset af det kristne håb.
Hvad siger Jesus så i dag?
På den ene side, det egentlig helt banale, at sorg, gråd og klage undgår vi ikke i vores liv. De hører menneskelivet til.
På den anden side understreger Jesus så, at sorgen, gråden og klagen i vores liv ikke er det endegyldige. Gråden, klagen og sorgen skal afløses af glæden. Glæden er det kommende og det blivende.
¤
Til at illustrere sit budskab bruger Jesus billedet af en fødsel, en mors erfaring af smerten under fødslen og efterfølgende glæden ved barnets fødsel. Når barnet er kommet til verden, overstiger glæden smerten, der var. Jesus formulerer med følgende ord: ”Når en kvinde skal føde, har hun det svært; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden”
¤
Jesus tager menneskets smerte alvorligt, men han peger samtidigt på det kommende.
I afskedstalen peger Jesu på sin egen afsked, hans kommende henrettelse, men hans ord peger samtidigt ud mod det almene, som gælder i vi menneskers liv: den menneskelige sorgs og smertes uundgåelighed.
Men Jesus bærer samtidig håbet frem, når han siger: ”Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer”.
Det er det kristne budskabs store styrke, at den med Jesu liv og ord virkelig tager den menneskelige eksistens alvorlig.
Her er realitetssans.
Her går vi ikke uden om den menneskelige lidelse og død.
Men denne realisme er samtidig altid formuleret med sans for de åbninger og sprækker, ja de veje, som Guds kærlighed og nåde åbenbarer.
I en urolig verden er det helt afgørende, at vi får det at høre søndag efter søndag.
Amen