Bjergene kan rokkes, og højene vakle, men Guds barmhjertighed, hans troskab og pagt, holder ved.
Det er budskabet i den første læsning denne søndag, hentet fra profeten Esajas i Det gamle Testamente.
Det er ord sagt til trøst og opbyggelse.
Disse ord styrker os i den forventning, som Jesus også udfolder i evangeliet i dag i sin tale om sorg, der skal vendes til glæde, og i sine ord om den glæde, som ingen kan tage fra noget menneske.
Det er den ånd, vi skal leve i. Vi skal leve i tillid og med håb, båret af Guds velsignelse, kærlighed og nåde.
¤
Guds barmhjertighed og hans pagt med menneskene varer ved. Hvorfor siger profeten Esajas det, og hvorfor er det nødvendigt at sige det igen og igen? Søndag efter søndag. Bliver det ikke nemt noget af et tomt postulat?
Og siger profeten det ikke kun fordi virkeligheden er en anden, at den kan synes så tom for Gud og i stedet fyldt af fanden og al mulig djævelskab?
Jorden er ganske rigtig ikke et paradis. Mennesket er ikke Gud. Men alligevel er det, som får profeten til at fremhæve Guds vedblivende barmhjertighed, ikke følelsen af at være alene i en dæmonisk verden.
Disse ord lyder ikke kun i kontrast til en ond verden, ligesom de ikke er at forstå som en form for letbenet optimisme i forhold til en forfærdelig verden.
Ordene om Guds vedblivende barmhjertighed – tilsagnet om Guds kærlighed og nåde - lyder ind i en allerede skabt verden.
Ordene er sagt til allerede gudselskede mennesker.
Ordene om Guds vedblivende barmhjertighed er udtryk for Guds omsorg for os: Når Gud lægger dem i en profets mund eller lægger dem på et menneskes læber, så er det for at minde os om det lys, som skinner ind i menneskets liv.
Du er virkelig ikke kun overladt til dig selv. Du er et gudsskabt menneske. Regnbuen, der brat dukker op udenfor i det lunefulde danske vejr, siger det samme ligesom mælkebøtterne, som nu blomstrer langs åens bred.
Mørket er mørkt og skyggerne mange, bjergene kan rokkes og freden synes langt væk, men Guds barmhjertighed består.
Lev ved det håb
I Jesu navn. Amen