For et træ er der håb,
hvis det fældes, kan det skyde igen;
det holder ikke op med at sætte friske skud.
Selv om rødderne i jorden er gamle,
og stubben dør i mulden,
gror det igen, så snart det mærker vand,
og sætter grene som et nyplantet træ.
Disse sætninger er både poetisk stærke, og de vækker i kraft af deres indhold glæde og håb hos den, der hører disse ord.
De er at finde i søndagens epistel, som er ord hentet fra Jobs bog i Det gamle Testamente. Der er så meget håb i disse ord, og de føles som hele nødvendige ord her i november mørket.
Jeg savede for nogle år siden et piletræ ned, men fik aldrig flyttet træet. I dag er det større end det træ, jeg fældede. Måske irriterede i forhold til den udsigt, som jeg egentlig gerne ville have tilvejebragt ved at fælde træet, men omvendt kan jeg ikke lade være med at smile og glæde mig over al den grokraft.
Forfatteren til Job bog vidste det. Så det er jo en gammel sandhed med al den grokraft, og eftersom mennesket jo også er af natur, så kan man måske håbe på, at noget tilsvarende gør sig gældende i forhold til mennesket og det menneskelige fællesskab.
Job sætter imidlertid her en modsætning op mellem mennesket og træet, forså vidt Job fortsætter og siger, at skyder det fældede træ nye kviste og sætter stubben grene, så er det sådan fat med et menneske, at når det dør, så dør han, ja så er det forbi med dette menneske.
Alligevel spørger Job så også om, hvor dette menneske da er, når det er død: ”Udånder et mennesker, hvor er det så?” Og Job svarer selv, at mennesket da er i dødsriget, og han håber, at Gud vil ham der. Job formulerer det på følgende måde:
Gid du ville gemme mig i dødsriget,
skjule mig, til din vrede har lagt sig,
sætte en frist og så huske mig igen!
Kan en, der er død, få liv,
da ville jeg holde ud alle min trængsels dage,
til afløsningen kom.
Du skulle kalde, og jeg ville svare,
du skulle længes efter dine hænders værk.
Det er et opstandelseshåb, ikke fjernt fra det kristne opstandelseshåb, som ytres i søndagens epistel, hvor Paulus udbasunerer, at med Kristi opstandelse påskemorgen, så gælder det nu:
Døden er opslugt og besejret.
Død, hvor er din sejr?
Død, hvor er din brod?
Det håb overgår al forstand. Det er store ord. Men det er måske nemmere at forstå som et opstandelseshåb for dig og mig, hvis jeg tænker på piletræet der udenfor mit vindue i sommerhuset. Det piletræ, jeg søgte at fælde, men hvis grokraft ikke kan holdes ned.
Gud, giv os at ligne træerne.
Din nåde er stor.
I Jesu navn. Amen