”Himlen skal råbe af fryd og jorden juble, bjergene skal bryde ud i fryderåb for Herren trøster sit folk, han forbarmer sig over sin hjælpeløse.”
Den gammeltestamentlige profet Esajas svinger sig her retorisk op på den helt store klinge.
Glæden og jublen er ikke bare noget, der kan vokse frem i et menneske selv, noget iboende eller noget spontant, som vælder frem i os. Nej, det er jorden, bjergene og himlen, som glæder sig, hele skaberværket, som fryder sig over Guds trøst og barmhjertighed.
Det gør kun glæden større, at alting således ikke begynder i mig selv.
Det aflaster mig i forhold til om, jeg nu selv kan bære glæden frem. Glæden er ikke en præstation eller særlig evne i mig.
Det forbinder mig til alt skabt, for så vidt den glæde, jeg i glimt kan mærke boble frem i min krop og i mit sind, også er en brusen, som findes i verden, - den ligger der i kraft af det skabtes grokraft, vækst og bevægelse, ja pga. livet i det skabte og først og sidst pga. den nåde, Gud fortsat lader blæse ind over vores liv. Er jeg selv uden glæde, så bliver jeg dog mødt af en Guds godhed og barmhjertighed.
Det forpligter mig endelig også til at række ud mod andre mennesker, sådan som Paulus formaner, at vi skal i epistlen i dag:
”Al forbitrelse og hidsighed og vrede og råb og spot skal ligge jer fjernt, ja, al ondskab; men vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.”
Eller som Jesus siger: ”Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig.”
¤
Forfatteren Ib Michael fortæller i sin seneste roman, en selvbiografi med titlen: Fra den anden side af solskinnet om sit bryllup på en ø i Polynesien for 35 år siden:
Han og hans kone blev gift derude; Det var i en protestantisk kirke, men med en liturgi præget af engelsk protestantisme og samtidig Maoristammens ritualer. Menigheden sang, fortæller Ib Michael, en blanding af protestantiske salmer og så gamle maoriske stormbønner. Da menigheden sang de maoriske stormbønner var det som om, skriver Ib Michael: ”Hele den protestantiske fernis forsvandt, det var den urgamle religion, som kom frem, det var universets lyd.”
Det er en gave, når vi bliver mødt af universets lyd. Det er min påstand, at trods al den fernis vores kultur og religiøse traditioner aflejrer, så er det netop det, der sker, i kirkens og gudstjenestens rum.
Her forbindes himmel og jord, min næste og jeg, vi og omverdenen. Her hører vi som i dag, at ”Himlen skal råbe af fryd og jorden juble, bjergene skal bryde ud i fryderåb for Herren trøster sit folk, han forbarmer sig over sin hjælpeløse.”
I Jesu navn Amen