Direkte til indholdet
Gå til forsiden

Nyhedsarkiv

 

Nyhedsliste

Prædikener

2. søndag i advent

Jesus Kristus.
Du menneskesøn og kvist fra Isajas stub
Dit ord stråler ud af himlens skyer,
Og du skyder frem af det døde træs rod.
Alle steder du kommer,
Vokser forventningen til din dom og nåde.
Vi beder dig:
Gør os lydhøre for andet end os selv.
Løft vores hoveder når jorden skælver,
havet bruser og verden går itu.
Vi venter på at du kommer,
Du, som er fra evighed til evighed
Amen.

Tak til apostlen Paulus for, at han i det uddrag af sit brev til romerne, vi hører i dag Anden søndag i Advent, skriver, at det vi hører, og at formålet med det, som er skrevet, er: ” at vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet”.

Anliggende i alt, hvad vi hører, og i alt, hvad er skrevet i Det gamle og Det nye Testamente er at støtte os i håbet.

¤

Men er det nu sandt? Tag Jesu ord i dag, hvor han på dramatisk vis maler dommedag op. Han fortæller om, hvordan mennesker skal gribes af angst, og vi skal blive rådvilde over havets og brændingens brusen. ”Mennesket skal gå til af skræk”, siger Jesus og tilføjer: ” og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes”.

Med sådanne hårde ord fra Jesu mund er det svært ikke at stå og ryste som et espeløv. Hvor er håbet her? Al den dommedagsretorik kender vi til hudløshed. Ja, en sådan dystopi, som Jesus komme med, synes på mange måder at være den fremtid, vi ser ind i med klimaforandringer, emigration og økonomisk ulighed. Hælder Jesus her ikke kun benzin på det frygtens bål, vi mennesker kender så godt. Er der overhovedet noget nyt idet, Jesus her maler op? 

Ja, det er der, for det er ikke ragnarok og dødens destruktive intet, Jesus forkynder. Han taler om Guds riges komme, den alt omfattende fornyelse og ny skabelse.

Så derfor når vi hører evangeliet i dag, så fortab dig ikke i rystelsen, men derimod i det håb, som Guds riges komme er.

¤

Er der grund til at ryste som et espeløv? Ja, det er der. For Jesus vil, at vi skal gøre op med vores selviskhed og egoisme. De af dagligdagens bekymringer, hvor vi kun kerer os om os selv, og forfalder til at tale ondt om andre og handler ondt mod vores næste. Jesus siger: Stop op og vend om. Elsk Gud og din næste.

Det er ikke så lige til sådan at vende om, men håbet er heldigvis større end os og det, vi selv kan magte. Håbet står imidlertid, fordi det er os givet af den gode Gud.

¤

Profeten Esajas så både dybt og langt da han talte om, at der skal skyde en kvist af den udgåede stub, og at engang skal ulven bo sammen med lammet, panteren ligge sammen med kiddet, og kalven og ungløven græsse sammen.

Det er måske mere end vi kan forestille os og endda tro, men det er ikke desto mindre det håb, vi er givet. Og som Paulus så fornemt skriver, er givet os for netop at fastholde håbet.

Det ske i Jesu navn.

Amen

 
Tønder Provsti, Nørregade 31, st. tv., 6270 Tønder. Tlf. 23 66 70 70, Email: toender.provsti(a)km.dk
CVR nr.: 21268771 - EAN nr.: 5798000855519