Direkte til indholdet
Gå til forsiden

Nyhedsarkiv

 

Nyhedsliste

Prædikener

16. søndag efter trinitatis

I begyndelsen af denne uge havde jeg glæden af at være i den tyske by Hildesheim, og jeg besøgte bl.a. Sct. Michaeliskirken. Denne gamle kirke blev ødelagt under 2. verdenskrigs afslutning, og efterfølgende genopbygget.

I St. Michaelis kirken findes to små, diskrete mindeplader sat op på væggen. På den største står der:

”St.Michael. Indviet 1022. Krigsødelagt 22. marts 1945. Genopbygget 1946-60”.

Og på en mindre mindeplade ovenover denne står der med også små indhuggede bogstaver:

”Genopbygningen efter 1945 blev sponsoreret af hr B.R. Armour, USA, en søn af det forfulgte folk”.

Armour var jøde og havde altså bekostet genopbygningen af den bombede kirke. En kirke for mennesker, der havde søgt at udslette hans jødiske fæller.

Jeg ved ikke, hvorfor hr Armour valgte at sponsorere denne genopbygning af St. Michaelis kirken, kender ikke den dybere og bagvedliggende historie, om der findes en sådan personlig forbindelse mellem denne kirke og den jødiske mand, en tilknytning til kirkebygningen eller til nogle mennesker ved kirken, men der forekommer mig at være noget både overraskende, overvældende og håbefuld ved denne oplysning.

Er det ikke her igen et eksempel på, hvordan hjælpen og håbet, trøsten og glæden har det med at komme derfra, hvor vi måske mindst venter det. En ufortjent hjælp, som finder sted.

¤

Beretningen i evangeliet i dag om Jesu opvækkelse af enkens søn fra Nain er også en sådan fortælling.

Enken har allerede mistet sin mand. Og nu er hun sammen med naboer, familie og venner på vej ud for at begrave også sin døde søn. Det er en historie om tab på tab. En fortælling om død, sorg og klage. Det er hele den skrøbelige menneskelige eksistens, som her kommer til udtryk i det ene og samlende billede af ligtoget på vej ud af byen Nain, på vej ud for at begrave en søn.

Og her er det så den unge tømrersøn dukker op, Jesus fra Nazareth, sammen med sine disciple bestående af fiskere og andre, som har forladt deres hverv og følger denne mand, der forkynder så håbefuldt, at de ikke vil slippe ham. Han standser ligtoget og siger til den sørgende mor, at hun ikke skal græde, og han opvækker den døde, som straks vågner og begynder at tale.

Her er mere end vi kan fatte og forstå. Men hør det, som det, der er, et håbefuldt budskab givet til os, som også må bære døde til graven og sige farvel til dem, vi holder af.

Så uventet og brat, som den dag i Nain, melder livet sig midt i verdens sørgekor, for som folkemængden også udtrykte det den dag: Gud har besøgt sit folk.

Det er sandt - Håbet lever. Så lad det møde dig.

Gud, Fader, Søn og Helligånd,

du som er i himlen og på jorden,

du rejser det faldne mod

og vækker alt dødt til live.

Vi beder dig:

Mød os som du mødte enken i Nain

da hun fulgte sin eneste søn til graven.

Forvandl os fra ligbærere

til et folk der rejser sig til sang.

Gør os til vidner om

hvor bred og hvor lang,

hvor høj og hvor dyb

din kærlighed er.

Væk opstandelsen i os,

det håb du såede den morgen i Nain,

du som er fra evighed til evighed

Amen

 
Tønder Provsti, Nørregade 31, st. tv., 6270 Tønder. Tlf. 23 66 70 70, Email: toender.provsti(a)km.dk
CVR nr.: 21268771 - EAN nr.: 5798000855519