Nyhedsarkiv

 

Nyhedsliste

Biskoppen prædiker

1. søndag efter trinitatis

”Penge er ikke alt”, ”Du kan alligevel ikke tage noget med herfra den dag, du dør”, sådan kan vi sige det til hinanden og til os selv. Den menneskelige erfaring fortæller os, at det er sandt. Og Jesus stemmer i med lignelsen i dag.

Jesus fortæller i denne lignelse, om manden, der samler til lade og er blevet så rig, at han med sindsro bestemmer sig for at nyde livet. Han dør den samme nat.  Alle hans planer virker nu tåbelige og spildte. Og lignelsens dom over denne mand er da også benhård: ”Din tåbe… Hvem skal så have alt, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud”.

Penge er ikke alt, og du kan heller ikke planlægge dig ud af alt. Hvad gavner nok så megen rigdom, hvis du ikke har kærlighed, skriver apostlen Paulus et sted. Ja samme Paulus er ganske tydelig i dag i sit brev til sin ven Timotheus, hvor han skriver, at kærlighed til penge er roden til alt ondt.

Penge er gode at have, nødvendige for at opretholde livet, men de kan så let gøre os mennesker smålige og skubbe fokus væk fra det egentlige, det, som betyder noget. Penge rummer muligheder, materielt for ens livsførelse generelt, men hvis du kun tror, du vinder anerkendelse ved din formue, ved at få belastningstillæg og mere i løn end andre, så er du ude på et skråplan.

Paulus peger i stedet på betydningen af retfærdighed, gudsfrygt, tro, kærlighed, udholdenhed og sagtmodighed. Flere af disse ord er måske gledet ud af dagligsproget i dag, og derfor svære at forstå. I Bibelen 2020 lyder de samme formanende ord: Husk altid at være trofast, kærlig, udholdende og ydmyg. I den nye oversættelse er formaningerne således formuleret som aktive handlinger, vi opfordres til leve efter.

De rummer såvel en livsindstilling som angiver, hvad vi skal gøre i livet sammen med Gud og vores næste. Der skal, banalt sagt, gerne være mere mellem os end penge og økonomi. Vores relation med hinanden og Vorherre stikker heldigvis dybere.

¤

Sidste søndag, hvor vi hørte Jesu dåbs- og missionsbefaling, udtrykte jeg en lettelse over, at Jesus siger, at han er givet al magten. Der er en frihed i, at magten ikke er min. Det betyder for mig, at jeg slipper for selv at skulle bære himlen på mine skuldre. Det fortæller mig, at jeg ikke skal gøre mig illusioner om egen plads og betydning. Og at det er ok, ikke at være perfekt, og ok, ikke at føle, man slår til.  Endelig er der også at hente håb i den formulering, fordi den i kraft af, at Jesus er den, han er, Guds søn, betyder, at Gud er levende tilstede hos os. Jeg og vi er ikke overladt kun til os selv.

Når Jesus slutter sin lignelse i dag af med at understrege betydningen af at være rig hos Gud, og at det er det væsentligste i livet modsat at være rig på penge, så lægger det sig i god forlængelse af Jesu ord forrige søndag om hans magt.

Jesus repræsenterer det varige, det bærende og det blivende i vores liv. Det, som vi ikke selv kan komme op med, men som vi i kraft af Guds godhed, kraft og kærlighed får del i.

¤

Men hvordan tro på Gud i en verden, hvor pengene har magt og synes at styre det meste? Hvordan blive rig hos Gud? Elof, har du det ikke med at springe over, hvor gærdet er lavt, referere til et billede eller bare opfodre til at kaste sig ud i troens hav?

Jo, og jeg vil hverken kaste din anfægtelse og tvivl til side, men troen er for mig mindre noget, der kræver en aktiv handling fra mig selv, end noget, jeg gives og modtager af Gud og min næste.

Når Paulus formaner os at være trofaste, kærlige, udholdende og ydmyge, så er det jo handlinger, der knytter sig til en relation med andre. At være ydmyg er jo ikke at sætte hovedet på skrå, at udvise falsk beskedenhed og at bøje sig i støvet for andre. Ydmyghed er at forholde sig til andre, som dem de er, nysgerrigt at møde hinanden, velvidende at vi hver har vores øjne at se med og vores øre at høre med.

Ja, sat på spidsen, at være ydmyg er at være åben overfor at blive mødt af Gud og din næste, i tillid til at vi såvel er Guds børn og myndige arvinger til Guds rige. Ydmyghed er her at vide sig elsket og kaldet til at tage del i og ansvar i den tid og verden, vi lever i.

Gud hjælpe os deri.

I Jesu navn.

Amen

 
Tønder provsti, Nørregade 31, st. tv., 6270 Tønder. Tlf. 74 78 24 23, Email: toender.provsti(a)km.dk