Jesus siger til folkeskaren: ”Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud?”.
Jesus møder konstant mennesker i uro og vildrede. Han møder deres uformåen og bøn om hjælp.
I dag i evangeliet: En skare vil partout have helbredelser, og en discipelflok magter det ikke selv, ligesom de gang på gang i Markusevangeliet er fremstillet, som nogle der ikke forstår en tøddel af, hvad Jesus er sat i verden for og heller ikke forstår dybden af hans ord.
Jesus, Guds søn, er således kommet til en verden fuld af støj og i forvirring, fuld af uforstand og dumhed.
Jesus ser ved selvsyn de menneskelige mangler; han ser, hvordan mennesket fortsat fristes til at stille kunstige modsætninger op, og hvordan vi næres af strid.
Det er således til at forstå, at Jesus bliver træt af al vores endeløse og tomme snak, af vi menneskers manglende tiltro til hinanden og den evindelige strid, som hærger og lægger i ruiner.
Det er til at forstå, at Jesus føler anledning til at spørge, som han gør i evangeliet i dag: ”Hvor længe skal jeg holde jer ud?”.
¤
Hvor længe skal jeg holde jer ud, spørger Jesus. Hans spørgsmål er imidlertid mere retorisk end reel, for sagen er, at Jesus jo er den, der bærer, troen, håbet og kærligheden frem. Han er den tro, som bygger på grænseløs tillid. Han er det håb, som rækker ud over alle tider. Og han er den kærlighed, som tåler alt, og ikke søger sig selv.
Jesus afslører mennesket, vores selvkredsen og selvoptagetheden, ondskaben og synden. Men som i beretningen i dag: Jesus vender ikke skaren og disciplene ryggen. Han ryster ikke bare på hovedet af verdens dårskab.
Jesus fortsætter samtalen med menneskene omkring ham, og han driver den urene ånd, dæmonen ud af den syge. Han gør den syge rask. Og da disciplene så spørger hvorfor de ikke kunne helbrede den syge, svarer han dem endda.
¤
Til sidst på disciplenes spørgsmål om hvorfor de ikke kunne helbrede den syge, svarer Jesus dem: Den slags kan kun drives ud ved bøn.
Bøn, ikke forstået som en præstation, som om dine egne bønner, antallet af dem eller deres ordpragt kan redde dig i forhold til Gud, i forhold til din skrøbelighed og magtesløshed.
Jesu ord handler ikke om dig og dine egne bønners storhed. Hans opfordring er: henvend dig til Gud.
Nej, forstå bøn, som det bøn er: henvendelse til Gud. Det er til Gud, du skal vende dig. Og det er i ham, at håbet lever.
Lad os bede
Herre,
Gud Fader i himlen
Du som har skabt os i dit billede
Og givet os den plads i verden
Hvor vi skal tage hånd om aks og tidsler
Køer og spurve.
Forbarm dig over os
Når plageånder kaster rundt med os
Og gør os magtesløse og stumme.
Vi beder dig:
Riv os da ud af dæmonernes greb
Så vi ser alt det som ånder og gror med dine øjne.
Lad det blive aften og morgen,
Hver ny dag,
I lyset af din velsignelse,
Du som er fra evighed til evighed.
Amen