Et nyt kirkeår begynder i dag. Søndagens tekst er Jesu indtog i Jerusalem, og hans indtog skal vi i dag høre som et indtog ind i menneskers verden, ind i vores tid, huse og byer.
Indtoget i Jerusalem og hyldesten af ham skal vi høre som et udtryk for den glæde, vi skal møde Gud med. Han har sendt sin søn til verden, har mødt os i kød og blod og lader sin ånd leve midt i blandt os.
¤
I forrige uge døde Mehran Karimi Nasseri.
Jeg kendte ham ikke, men da nyheden kom, havde de fleste af os nu nok alligevel hørt om ham.
Nasseri var fra Iran og ankom i 1988 som flygtning til Charles de Gaulle lufthavnen i Paris. Han skulle egentlig bare mellemlande, ville videre til England, men han mistede sine papirer og havnede derved i et limbo, hvor han ikke kun komme videre.
Han slog sig da ned i lufthavnen, og han kom til at bo på dette transitsted i mange år. Han boede i 18 år i afgangsterminalen, fik mad af personalet og læste og skrev.
Til sidst fik han opholdstilladelse i Frankrig, men da han ønskede at komme til England vendte han tilbage til lufthavnen, hvor han nu også døde forrige uge.
Lufthavnen var blevet hans hjem .
Nasseri er en af millioner af mennesker i transit, uden et hjemland, en flygtning på vej, som så undervejs midt i den flygtige verden finder en bænk, et sted, et hjem, på trods.
Der er derudover også noget andet i Nasseris historie, som rammer mig og hvor han med sit lufthavnsliv spejler noget i vores tid:
Det, at vi mennesker i dag altid synes at være på vej, i udvikling og indvikling. Det, at vi til stadighed synes også at må leve i en slags transit. Menneskets urolige hjerte, selvrefleksionens skyggeside, det aldrig at give sig selv hvile og ro, og i stedet altid sige videre og videre, og kræve mere og mere af sig selv og den verden, vi lever i.
¤
Samtidigt er historien om Nasseri så virkelig også en håbefuld historie.
Selv i denne verden, hvor alle er på vej, nogle til Frankfurt, New York, Johannesburg eller er på vej efter kufferten og ud gennem tolden til bilen, her er det muligt, selv i denne bevægelige verden at finde et hjem.
Der skal såmen ikke så meget til, viste Nasseri os med sit liv og det, at han fandt sig et hjørne i en lufthavn og gjorde den til sit hjem
¤
Et nyt kirkeår begynder i dag og denne begyndelse og beretningen om Jesu indtog i Jerusalem er imidlertid med til at lægge et ekstra lag til vores liv. De er nemlig med til at tegne et billede af os som andet og mere end mennesker på vej.
Hvad Jesus viser os, og hvad folkets hyldest dengang er med til at tydeliggøre, er at vi i ham møder nærværet og roen lige her.
Jesus er håbets mand, for så vidt vi i ham møder et menneske, som slår følge med os, ikke overlader os til selv, men følger os og bringer os Guds forsonende kærlighed, håbet om tilgivelse og håbet om, at vi aldrig er alene på vores vej.
Det er godt og trøsterigt at gå ind i et nyt år på.
Glædelig advent